onsdag den 27. januar 2016

Glimt fra kursus på Kold College 4

Dagens smørebrød
Bordets glæder
Min gruppe lavede
"Brandmandens natmad". Den består af røgede kartofler, hønsesalat, bacon, gulerodfritter.
Aamanns tatar af okse med æggecreme, kapers, cornichoner og chips
Franskbrød med æg, kryddermayonnaise og rejer.
Aamanns er en smørebrødsforretning i København.

tirsdag den 26. januar 2016

Glimt fra kursus på Kold College 3

Det næste kursus jeg følger er i grundtilberedning.
Dagens menu:
Forret
Tomatsuppe med pesto, creme fraiche og bacon.
Hovedret:
Flæskesteg med sprød svær, pommes rissoles, rådkålssalat med æbler og appelsin, brun sovs.
Dessert:
Kvæder med lunt skum af hvid chokolade - lidt som bondepige med slør - og kvædesorbet.
Endnu engang et vellykket måltid mad. I morgen står den på smørebrød. Forberedelserne lavede vi igår.

søndag den 24. januar 2016

Pude - inspiration

Nu skal det hele jo ikke gå op i mad, så derfor kommer jeg med inspiration til en strikket pude. Jeg mangler en pude til min stol i sommerhuset. Jeg har været i mit "store" garnlager for at finde garn i orange nuancer. Nuancerne og kvaliteterne vil jeg mixe til et tyk garn.
Garn i silke, uld, hør, bomuld. Strikket på pinde nr. 5
Jeg vender tilbage med det færdige resultat og en opskrift.

lørdag den 23. januar 2016

Glimt fra kursus på Kold College 2

Fredagens menu var:
Forret
Vol au vent med kylling og svampefyld i velouté
Hovedret
Okseculotte med rødvinsauce, ovnbagte rodfrugter vendt med bacon og persille. 
Hertil sprøde kartofler og sauce béarnaise 
Dessert
To slags chokoladekage med citronsorbet, karamelknas og baileycreme
Mine udfordringer var bl.a.
Hjemmelavet butterdej og disse bunde (vol au vent)

Hjemmelavet bearnaisé. Jeg gjorde det i første forsøg.

torsdag den 21. januar 2016

Glimt fra kursus på Kold College 1

Det næste kursus jeg følger er menusammensætning. I går skulle vi lave forloren hare med brune kartofler, sovs og halve æbler med gelé. Jeg lavede desserten som var æblekage a la 2016.
Æblemos nederst, knust hasselnøddemakroner, brændt hvid chokolade. På toppen vaniljeis. Det hele er selvfølgelig hjemmelavet. Pyntet med citronmelisse.
Velbekomme.

onsdag den 20. januar 2016

Glimt fra kursus på Kold College

Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at deltage i 3 kurser på Kold College. Det første kursus er "sundere retter med nøglehulsmærke på spisesteder". Den første dag bestod af teori, hvor vi bl.a. skulle taste nogle opskrifter ind i et computerprogram for at se om opskrifterne levede op til kravene.
Kravene er:

  • mindre salt, 
  • mindre sukker, 
  • mindre fedt 
  • flere kostfiber 
  • mere fuldkorn
Jeg prøvede at taste mit hjemmebagte rugbrød ind i programmet. Hvis brødet skal leve op til kravene skal der skæres 100 g kerner af. Det vil jeg prøve næste gang jeg skal bage rugbrød.

Jeg prøvede også med vores yndlingspizza. Den gik også igennem dog uden parmaskinke. Så her i huset er vi godt på vej med nøglehulsmærket mad.

Dag 2 skulle vil lave mad efter principperne. Jeg lavede en kartoffel-porresuppe med bacon.
Portionen, som der må spises

750 g kartofler, persillerod, selleri i store tern
250 g porrer i ringe
2 hakket hvidløg
1 spsk olie
7½ dl bouillon
3 dl minimælk
max 1 tsk salt (4 g)
peber
evt. citronsaft

Tilbehør:
250 g tomater i små tern
20 g hakket persille
40 g bacon

Svits kartofler og grønsagerne i olien. Tilsæt bouillonen og lad det grønsagerne koge møre under låg i ca. 20 min. Kom mælken i og lad suppen koge op. Blend suppen og smag den til med max 1 tsk salt, peber og citronsaft.
Server suppen med tilbehøret.

Efter min smag var suppen for tyk og den manglede lidt salt. Den mættede godt. 
Følg med her på bloggen de næste dage - der kommer mere mad!

torsdag den 14. januar 2016

Hæklet gryderlapper

Det første jeg har hæklet af min optrevlet bluser er et par grydelapper, som jeg har hårdt brug for i sommerhuset. Vaffelhækling var en af de første teknikker jeg lærte at hækle af min fars moster og siden blevet genopfrisket af min svigermor. Jeg kan stadig se de blå/orange grydelapper for mig, som jeg hæklede dengang. Min mor brugte dem flittig.
Fremgangsmåde:
Garn: 100 g Muskat fra Drops. Der hækles med 1 tråd.  Ca. 30 cm lædersnor - 15 cm til hver grydelap.
Hæklenål nr. 3

Række 1: Hækl 50 masker op med stangmaskeopslag.
Række 2: Vend med 2 luftmasker, 1 stangmaske i 1. maske * 2 vaffelstangmasker (stangmasken hækles helt ned om stangmasken fra forrige række), 2 almindelige stangmasker *. Gentag fra * til * rækken ud. Slut med 1 stangmaske.
Række 3: Vend med 2 luftmasker, 1 stangmaske i 1. maske * 2 almindelig stangmasker, 2 vaffelstangmasker * Gentag fra * til * rækken ud. Slut med 1 stangmaske.
Gentag række 2 og 3 til grydelappen er firkantet.

Kant: Hækl fastmasker rundt i kanten på grydelappen. Der skal hækles i ca. hver 2. maske for at kanten ikke bliver for løs. I hjørnet hækles 3 fastmasker. Hækl krebsemasker i fastmaskerne og slut med 3 fastmasker. Hækl den fast i hjørnet med en kædemaske.
Hæft enderne og sæt 1 lædersnor i den lille løkke. Bind en knude.

tirsdag den 12. januar 2016

Workshop

I aftes besøgte jeg strikkeklubben "Den nye tråd" i Assens. De skulle have undervisning i "Design dit eget grundmønster i strik". Der blev målt, tegnet og strikket. Flere gav udtryk for at det var dejligt med en tegning, for så var de fri for at skulle lære at læse en opskrift.


Skal jeg komme på besøg i din strikkeklub med et af mine tilbud f.eks. vævestrik, snoninger uden vrang, elsk din montering, design dit eget grundmønster i strik eller noget helt andet. Kontakt mig for at vi kan aftale nærmere.

mandag den 11. januar 2016

Hjemmelavet rasp

Undgå madspild. Lav din rasp selv af gammelt brød. Når jeg har rester af brød, som ikke lige bliver spist, putter jeg det i fryseren. Når jeg har en passende portion tager jeg det op af fryseren og laver rasp.
Jeg tørrer det i ovnen ved 100 grader i ca. 1 time. Så lader jeg det køle af. Putter det hele i 2 plastikposer - så jeg ikke har rasp i hele køkkenet. Tager kagerullen og slår på poserne.

Til sidst giver jeg det en tur i minihakkeren for at få det fint malet.

fredag den 8. januar 2016

Genbrug af optrevlet garn

I slutningen af 80'erne strikkede jeg en bluse i bomuldsgarn. Dengang synes jeg den var så flooooot og kunne ikke leve uden den.
Drops model
Jeg blev aldrig rigtig glad for den. Den har ligget i skabet og er blevet vasket flere gange uden at den har været brugt. Nu er det slut. Jeg har trevlet den op.
Bruger mit spoleapparat til at lave nøglerne. Nemt.
Garnet er nu klar til at blive dampet.
Her bruger jeg min el-kedel, men en gryde med dampindsats kan også bruges. Gryden har den fordel at flere nøgler kan dampet på samme tid. Jeg damper et par minutter.
Nu er garnet glat og klar til at blive brugt til at strikke og hækle med. Jeg skal i gang med grydelapper, som jeg mangler meget. Jeg damper både bomulds- og uldgarn.

søndag den 3. januar 2016

Fyldte kyllingelår

Jeg har løsnet skindet på overlårerne med fingrene og fyldt krydderurter (persille, salvie, hvidløg, rosmarin) ind. Stegte dem i ca. 45 min. ved 200 grader.
Hertil serverede jeg søde kartofler. Jeg kender dem ikke, men de var i en pose med blandede rodfrugter.
Jeg skrællede de søde kartofler, skar dem i tern. Pyttede lidt olie og salt på. De blev bagt i ca. 15 min ved 200 grader.
Jeg serveret også broccolimos til. Jeg kogte broccolien i ca. 5 min sammen med 2 fed hvidløg. Moste dem med min stavblender. Jeg smagte til med salt, peber og smør. Mums.

fredag den 1. januar 2016

En god julegave

I julegave havde jeg ønsket mig Arne og Carlos: Bøger du selv kan lave. Og jeg fik den.
Jeg har bladet og læst i den. Der er gode forklaringer og billeder på, hvordan jeg skal gøre for at lave mine egne skitsebøger. Jeg har fået meget inspiration.
Jeg er den type, som altid har en gode-ideer-skitse-bog i min taske. Jeg har hidtil købt mine bøger, men nu skal de laves selv. En anden gevinst er, at jeg kan få brugt noget af alt mit papir og pap, som jeg har fra dengang, at jeg lavede æsker. Jeg glæder mig til at komme igang. Jeg vil vende tilbage mine erfaringer. Så følg med her på bloggen.

Jeg vil også glæde mig til, hvad året 2016 vil bringe:
- Hvad får jeg strikket/hæklet/syet?
- Får jeg fast arbejde eller fortsætter jeg som vikar?
- Hvor skal ferien gå hen?
- Bliver mine hold på aftenskolen til noget? Skal jeg blive ved med at gøre det?
- Kommer jeg på kurser, for at få inspiration, lære nyt?
Det vil tiden vise.