fredag den 22. april 2011

Forårsklar pavillon

Pavillonen er blevet gjort forårsklar. Frøene er sået. Frøene spirer og er ved at være klar til at blive priklet ud. Tidligere år har jeg haft skyggegardiner i plastik. I år vil jeg prøve stofgardiner - det er mere hyggeligt. Jeg har jeg købt nogle gardiner i Ikea og hængt dem op med wire. Jeg har pillet løbegangen af og sat dem fast med clips. Det hele er i rustfri stål. Jeg er spændt på om det tager formeget sol. Jeg nyder at sidde derude og læse, sy mm. Der er et utrolig godt lys derude, når jeg syr.
De første grønne asparges er spist i dag til frokost. Der er heldigvis flere, hvor de kommer fra. Det var en lækkerbisken.

mandag den 18. april 2011

Nyt syprojekt - leg med patchwork

Jeg har stadig en masse stofrester, som jeg skal have brugt. Jeg vil sy en hynde til denne gamle stol. Den er over 90 år gammel og har tilhørt mine bedsteforældre. Fandt Dresden-blomsten, som er god at sy med stofrester. Teknikken var sjov at arbejde med og se hvordan blomsten tog form. Den er syet på symaskine. Mønstret har jeg fundet på en anden blog: http://www.sarabournonville.blogspot.com/.


Dresden-blomst
Klik ind på youtube: Dresden Plate Tutorial - beginner block quilting series for at se hvordan Dresden-blomsten bliver syet. Vejledningen er nem at følge.
Kartoflerne i spandene gror godt. Når nattefrosten er ved at være slut, skal de plantes ud.

onsdag den 6. april 2011

Status på granny stripes - tæppe

Jeg er nu over halvvejen på mit hæklet tæppe. Indtil nu har jeg brugt rester fra min garnkurv. Dejligt at rester kan bruges til noget og jeg får ryddet op. Skal dog have købt noget gult, for at kunne gøre tæppet færdigt. Forøvrigt er jeg blevet glad for at hækle. Jeg havde troet at jeg ville miste interesse for det, men det har jeg heldigvis ikke endnu. Det skal bare gøre færdig - kan ikke stoppe med at hækle, når jeg først er kommet igang - skal se hvordan det så ser ud. Jeg elsker farverne og striberne.

tirsdag den 5. april 2011

Find ord, perler på hovedtelefon

Som barn havde jeg meget fornøjelse af at finde ord. Det går ud på at finde nogle bestemte ord i et firkantet felt med en masse bogstaver. Mange gange så det ret håbløs ud, men som regel lykkes det at finde ordene.
Den puslen med ord er min inspiration til dette broderi. Jeg har brugt håndværks- og håndarbejdsord, som kendetegner hvad jeg kan lave.
Jeg har tegnet bogstaverne op med forsvinding-tusch (forsvinder i vand) og skrædderkridt. Broderet bogstaverne med bagsting og firkanterne med fladsyning.


Et eller andet sted på nettet har jeg set et billede med perler på hovedtelefoner. Jeg har forsøgt at gøre kunsten efter. Alle rørperlerne er klippet op og bagefter sat på ledningen. De grønne var lidt hårde at klippe op, men jeg har lavet dette kunstværk på ½ time. Pigerne på skolen synes det var en sjov ide og så kan hovedtelefonerne kendes fra hinanden.