fredag den 29. april 2016

Japan-uge på Skals 4

Jeg har haft svært ved at beslutte mig for et mønster til sashiko til mine puder til ekstra dynerne i sommerhuset. Jeg har holdt fast i min første ide, som var en Nautil, som jeg har skrevet om tidligere. Jeg har tegnet, fået prikket og begyndt at brodere.
Udsnit af mønstret, som er broderet.
Når betrækket er færdigbroderet skal det lige en tur i eddike, så forsvinder den blå farve. Jeg vender tilbage med resultatet, når jeg er færdig med at brodere og sy puderne.
Til aften har vi fået japansk mad. Desværre glemte jeg at tage billeder, men opskriften på åben sushi kommer her
Der var en, som spurgte efter opskriften og så kom en af de japanske piger med  opskrift og tegning. Det var forretten og lavet af dem.
Til hovedret fik vi ricetaffel. Der var noget for enhver smag. Senere på aftenen fik vi pandekager med rød bønnemos (sød), flødeskum og grøn te. Pigerne fortalte om den traditionelle teceremoni med bl.a. video. De japanske piger har gjort et stor stykke arbejde. De havde bl.a. i aftes stået i 5 timer for at bage pandekager til os. En stor tak til dem.
Kagepapir

torsdag den 28. april 2016

Japan-uge på Skals 3

Dagen har stået på sashiko - japansk broderi. Jeg har læst et sted at det betyder "knivstik". Meget dramatisk, men pyt, teknikken er enkel - kun forsting.
Det første forsøg:
Jeg regner med at sy en lille pose
Jeg er gået i gang med at lave mønster til mine puder, hvor jeg vil opbevarer mine ekstra dyner og puder i sommerhuset. Inspiration til mønster har jeg fundet i denne bog
og på Pinterest, hvor der er et hav af ideer.
Jeg har fundet en blomst, som ligner en kirsebærblomst. Den skal være i midten og resten skal udfyldes med små blomster - måske, nu ser i morgen hvad der sker.

onsdag den 27. april 2016

Japan-uge på Skals 2

I morges havde vi et foredrag  ved Mette Holm, som fortalte om den japansk kultur. Hun kom ind på historien og forskellen i den danske kultur og japanske. Meget spændende at høre.
Mette Holm - billedet er lån fra nettet
 Efter tidlig frokost kørte vi til Viborg for at se Animationsskolen i Viborg. Det var meget spændende at høre om og sikke et kreativt miljø. Der var nogle kurser jeg godt kunne have brugt, hvis uddannelsen havde været der, da jeg læste til håndarbejdslærer.

Efter besøget på Animationsskolen kørte vi til Den japanske Have ved Århus. Vi fik en lille rundvisning i regnvejr.
Glimt fra haven
Restauranten, hvor vi indtog vores eftermiddagskaffe med kage
Kirsebærtræerne blomstre
Muligvis en rododendron?????
I morgen venter nye udfordringer. Jeg skal lære at brodere sashiko. Det er en japansk form for broderi med ri-sting. Jeg glæder mig.


tirsdag den 26. april 2016

Japan-uge på Skals

Søndag aften fik vi den første opgave. Vi skulle lave et tekrus i raku. Krusene er blevet brændt og klar til brug.


Den første workshop er netop blevet afsluttet efter 2 dage. Jeg har lavet beholdere med broderi.
En lille sag lavet af en lynlås på 22 cm - udenpå
Indeni. Broderiet er en gammel pude min mor har lavet. Jeg vil bruge den til mine nåle, knappenåle.
Jeg er begyndt på en lille taske til mit sytøj, strikketøj mm. Jeg har brugt stof, som var i min stofbunke derhjemme. De lilla prikker er spiralknuder. Mangler at sy en læderhank på.

I morgen står den på foredrag med Mette Holm, som bl.a. oversætter tekster fra japansk til dansk. Hun skal bl.a. fortælle om kulturen. Om eftermiddagen skal vi på udflugt til bl.a. en japansk have i Århus. Mere herom senere.

lørdag den 23. april 2016

Havedagbog

Årets første høst af kartofler

Årets første kartoffelmad med bacon og fritteret løg
Uhm, hvor det smagte.

fredag den 22. april 2016

Kalligrafi-workshop

Jeg har undervist lærlinge fra Malerforbundet i Danmark.




Koncentrationen var stor for at få den rette vinkel på pennen. Der var flere som fik fat på den svære kunst og vil bruge det fremover til skilte.

lørdag den 16. april 2016

Inspirationen mangler...

Billedresultat for nautil
Nautil (billedet er lånt fra Wikipedia)

til et par puder til opbevaring af ekstra dyner og puder i sommerhuset. Jeg vil lave et broderi.
Jeg har lige set "tæt på delfinerne" i fjernsynet. Bl.a. var der en Nautil, som jeg tror jeg vil tage udgangpunkt i. En Nautil er et bløddyr med en snegleformet hus og lever i havet. Den har mindst 90 fangearmer og er mellem 3 og 30 cm i diameter.

tirsdag den 5. april 2016

Stop rodet...

i din taske. Til min nye taske, som jeg skrev om igår, har jeg syet en flytbar "indelommer". Jeg kan tage op den op og bruge den i mine andre store tasker. Så nu har jeg styr på alle mine småting, som blyanter, telefon, pudseklud til mine briller mm.
Der er kun lommer på den ene side. Lommer bruger jeg til min telefon, blyanter mm.
Endnu engang har jeg brugt rester fra stofbunken. Nu skal jeg have tasken i brug.

mandag den 4. april 2016

En ny taske

Jeg er berømt for mine mange tasker og i weekenden syede jeg en ny.
Den er dejlig stor med plads til en computer, A4- mappe, strikketøj mm.
Alle materialerne er fra mine gemmer. Jeg syede den, istedet for at kigge på fjernsyn. Det er jo bare genudsendelser, og hvem har ikke set diverse krimier adskillige gange?
Så hvad pusler du med når du ikke ser fjernsyn?