Jeg kan godt lide at prøve noget nyt af. Jeg har prøvet et bage et grydebrød og det blev godt og lækkert. Jeg har brugt et ildfast fad med låg. Opskriften har jeg fra det sidste nye Isabellas (02/2012).
1 stort brød: 10 g gær, 7 dl vand, 2½ tsk salt, 2 tsk agavesirup, 900 g Vinjett-fuldkornhvedemel (Amo) (jeg har købt melet i Brugsen), lidt olie til gryden.
Rør gæren ud i vandet i en stor skål. Tilsæt salt og sirup og derefter fuldkornsmelet. Rør dejen godt sammen med en grydeske - jeg gjorde det på min røremaskine - i 5 minutter. Den skal være våd og klistret. Dæk skålen med husholdningsfilm og lad den stå på køkkenbordet i mindst 10 timer. Vend derefter rundt i dejen med en dejskraber 2-3 gange. Den skal ikke æltes! Lad dejen hæve yderligere 1 time. Tænd ovnen på 240 grader (varmluft). Pensl gryden med olie indvendigt og sæt den i ovnen, så den bliver rygende varm. Hæld forsigtigt dejen over i den varme gryde, når gryden har opnået den høje temperatur. Læg låg på gryden og bag brødet i ovnen i 35 minutter. Tag derefter låget af gryden og skru varmen ned til 225 grader (varmluft). Bag videre i 15 minutter. Tag gryden ud af ovnen, vend brødet ud på en rist og lad det køle af i ca. 15 minutter. Server med koldt smør, ost eller god marmelade.
Velbekomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar