søndag den 23. marts 2025

Juhu, endelig færdig...

med mit tæppe i garnrester og en bluse. Jeg har været i gang med begge projekter i flere år, men nu er de endelige færdige. Jeg havde lovet mig selv ikke at starte op på noget nyt før jeg var færdig. Jeg skal bare lige blive enige med mig selv om hvad det skal være.

Mit tæppe i garnrester. Se hvor godt det passer til min stol, som jeg jo selv har ompolstret.


Når jeg strikker striber bruger jeg tit den italienske matematiker Fibonacci talrække. 1 1 2 3 5 8 (læg de 2 sidste tal sammen). Jeg synes at striberne bliver harmoniske.


Kanten er I-cord. Strik ret til de sidste 2 masker, som tages løs af med tråden foran maskerne. Vend.


Jeg har strikket "Striber på langs" af Petiteknit. Jeg har strikket i 1 tråd ÅLJ (nu Jensen Yarn) fra Isager garn og 1 tråd silkemohair fra Mayflower. Det er garn som længe har ligget og ventet på at blive brugt. Kraven er strikket dobbelt, men pt. jeg synes den fylder for meget. Nu må jeg se når jeg begynder at bruge den.


Jeg skal have broderet navn på denne kasket til en kommende student - HF søfart. 

Imens jeg brodere tænker jeg over, hvad jeg skal strikke. Jeg overvejer en sommerbluse. Jeg har garnet. Sæt i gang😃

søndag den 9. marts 2025

Lappeløsning

 Mine pyjamasbukser er gået op i liningen. 


Det har jeg repareret med hollandske kastesting


Hollandske kastesting er praktisk til at samle en flænge, især når der ikke er ekstra stof eller sømrum at sy i. Læg evt. en lap bagved, som der syes igennem. Hollandske kastesting er meget holdbare, da de bl.a. blev brug til at reparere faldskærme med under 2. verdenskrig.


Læg de to stofkanter mod hinanden, uden overlapninger, og sy skiftevis i højre og venstre kant, idet der stikkes ind fra midten, nedefra og op, til hvert sting.

mandag den 3. marts 2025

Strikkedag på Thisted Museum

Thisted Museum har i sin samling en smuk strikket pigetrøje, som de har fået af Livija. Hun var fra Litauen og kom i 1946 til Thy som flygtning, hvor hun i fire år opholdt sig i flygtningelejren i Dragsbæk.

Trøjen har ensfarvet ryg og ærmer. Forstykkerne er strikket med mønster. Ja, vi skulle have handsker på, hvis vi rørte ved blusen. Mønsteret på forstykkerne er strikket frem og tilbage.  Stolpekanterne er strikket sammen med forstykkerne. Til sidst er alle stykkerne syet sammen.


Kraven er glatstrikket med udtagninger ved forkanterne, så spidsen flipper opstår. Kanten rundt om kraven er perlestrikket.


Ribben er strikket i drejet rib - 1 drejet ret, 1 drejet vrang. 

På ærmerne er der lavet en forstærkning og muligvis en reparation med maskesting i bundfarven. Det giver en forstærkning, der stort set ikke kan ses.


Jeg har strikket en prøve med mønsteret. Jeg havde helt glemt, hvor godt jeg synes om, at strikke mønster frem og tilbage på 2 pinde.

Et udpluk af diverse strikkeprøver


Jeg havde en god dag og dejligt at se på strikketøj fra 40'erne. Der er sket lidt med måden, trøjer blev strikket på før i tiden.