onsdag den 17. februar 2016

Strikket pude

Min pude i meleret garn er færdig. Jeg har fundet en masse tynde garner i forskellige kvaliteter. Alle garner er fra mit lager - både strikke- og vævegarner.Valget er faldet på 5 tråde i orange nuancer på den ene side og 4 tråde orange nuancer og 1 gul tråd på den anden side.
Den ene side i orange nuancer
Den anden side, hvor 1 tråd orange er blevet udskiftet med 1 gul tråd
Fremgangsmåde:
Materialer: 5 forskellige tynde garner, som passer sammen. Garn til bissen i en afvigende farve. Pude 50 x 40 cm.
Rundpind nr. 5
Strikkefasthed: 16 masker på 10 cm
Størrelse: længde 50 cm og højden 40 cm.

Slå 80 masker op og strik glat 19 cm.
Lav en bisse på følgende måde: Strik 6 pinde glat. Saml 80 masker op fra vrangen med en 3. pind i rillen af første pind, der er strikket med bissefarven dvs. 6 lænker nede. Læg de 2 pinde parallel og strik masker sammen 2 og 2. 1 maske fra hver pind samtidig med at der lukkes af.
Fortsæt med glatstrikning 19 cm. Hvis der ønskes farveskift gøres det nu, da det er toppen på puden. Strik 19 cm glat, lav en bisse som beskrevet ovenfor, strik 19 cm glat. Luk af. Sy puden sammen i siderne med madrassting. Hæft enderne. Put puden i og luk den med at sy med madrassting forneden.

TIP: Lav en strikkeprøve med dine valgte garner, så du kan se om farverne harmonerer/passer sammen. GØR det NU, selvom du ikke har lyst til det. Der går sport i at finde nye farver og se om de passer sammen.

Puden pynter i min stol i sommerhuset

Ingen kommentarer: