onsdag den 20. januar 2010

Puder med broderi, patchwork

Mine puder i køkkenet var blevet træls at se på. Så jeg har været igang med at sy nogle nye.
Midterstykket er uldbroderi. Arme og hoved er broderet i Amagergarn. Ellers er det stofrester jeg har brugt. (Broderiet har jeg fået af en kollega, som mente, at det ikke kunne sælges på det årlige spejderloppemarked).
Igen er midterstykket broderi. Det er en mellemlægsserviet med korssting. Jeg har brugt karteflor for at "bløde" overgangen mellem stoffet og broderiet.











Patchworkstjerne syet på en af de gamle puder. I midten en stofbetrukket knap.












Jeg vil nu sy nye hynder til slagbænken og taburetterne. For nu ser de kedelige ud. Når det er gjort vender jeg tilbage med nogle billeder.

Ha' det.
Birgitte

søndag den 17. januar 2010

Fuglene ved foderbrættet

Da jeg i dag stod og lavede lasagne til middag kigge jeg ud på foderbrættet i haven. Her var solsorte, musvitter, blåmejser, bogfinker, grønirisk og skovspurve. Lidt senere så jeg flagspætten i mejsekuglen. Det er en flot fugl. Alle småfuglene sidder pænt på jorden og venter på at den flyver eller der lander noget mad til dem på jorden efter at flagspætten har hakket i kuglen. Det er en sky fugl, som er svært at fotografere. Det lykkedes i foråret. Leo er dog bange for, at flagspætten skal hakke vores tørrestativ over. Så må han jo bare lave et nyt.





















Jeg prøvede Christian Bitz's opskrift på lasagne. Den kan hentes på http://www.go.tv2.dk/  og den kan anbefales. Der er masser af grønsager i, som vi har så godt af.

mandag den 4. januar 2010

Pizza

Her i huset har vi én favoritpizza - hjemmelavet. Vi har set den svenske kok, Tina Nordström lave den på tv. Jeg kan godt lide at se madprogrammer. Det er god inspiration til min undervisning i kok a' mok - hjemkundskab.

Pizza med artiskok, tomat, oliven og mozzarelle.
(4 peroner)
Til dejen:
25 g gær
3 dl lunken vand
1 spsk olie
½ kg speltmel eller hvedemel
2 dl havregryn
1 tsk salt

Til fyldet:
1 ds artiskokhjerter
½ dk olivenolie
salt
1 fed hvidløg
400 g cherrytomater
200 g mozarella
2 dl sorte oliven uden sten
salt og peber

Fremgangsmåde:
Dejen:
Opløs gæren i vandet og bland olivenolie og halvdelen af melet i. Tilsæt derefter saltet og resten af melet. Ælt til dejen er smidig og lad den hæve tildækket i ca. 1 time. Dejen kan med fordel laves dagen før og stilles i kølesksabet. (Jeg laver altid 2 portioner, så bager jeg et franskbrød ved siden af.)

Forvarm ovnen til 275 grader og stil en bageplade ind i ovnen.

Fyldet:
Hæld vandet fra artiskokkerne og blend dem med olivenolie til en puré. Smag til med salt og blend med hvidløget.
Skær cherrytomaterne i halve og læg dem i en si. Klem saften og kernerne ud af dem med hånden. Skær oliven og mozzarella i skiver.

Rul dejen ud til en stor pizza og læg den på bagepapir. Smør artiskokcremen ud på pizzaen. Undlad at smøre helt ud til kanten. Læg tomater, oliven og mozarella på. Smag til med salt, sort peber og nogle buske timian. Bages på den varme bageplade i 10-15 minutter (Jeg plejer at sænke varmen til 200 grader).
Man kan efter smag lægge rucola, parmaskinke (bages med i ca. 5 minutter) og et par skiver frisk parmasan på før serveringen. Stænk med en smule olivenolie og drys med sort peber. Serveres med coleslaw.

Prøv den. Velbekomme. Birgitte

lørdag den 2. januar 2010

Nytårsforsæt

Jeg er stolt af mig selv. Sidste nytår lavede jeg en aftale med mig selv om, at jeg ikke måtte købe nyt stof, garn mm. Det er gået rigtigt godt, men jeg synes nu ikke det er svundet i bunkerne. Jeg vil prøve at holde mit nytårsforsæt et år endnu.
I uge 33 - 2009 var jeg på re-design kursus på Skals Håndarbejdsskole http://www.skals.nu/. Jeg blev ikke færdig med en hætte til min symaskine. Jeg har brugt min ferie på at få den lavet færdig.

Den er syet i vadmel - 100% uld. Billedet har jeg hentet på nettet. Lamineret det og syet på. Der er broderet en masse piskeknuder i røde, orange og pink farver. De er som en streg under billedet.
Nålepuden tv er syet i en rest valket uldtrøje og med en slået knap i midten. På knappen har jeg syet speckling.







Det var alt for idag.
Birgitte