onsdag den 23. december 2015

Strikket og filtet futter

Jeg fryser på mine fødder. Derfor købte jeg garn til et par strikket og filtet futter. Opskriften har jeg fundet i et gammel hæfte fra Hendes Verden nr. 39/2004. Godt at jeg har et gemmegen, når det gælder strikkeopskrifter.
Materialer: Nepal ((65% uld, 35% alpaca) fra Drops: 2 nøgler lilla (nr. 4434), 2 nøgler orange (nr. 2920) og 2 nøgler grøn (nr. 7238)
Pinde nr. 5
Strikkefastheden har jeg ikke afprøvet. Beklager, selvom jeg altid prædiker om det.
Str.: (2-4 år) - dame (str. 36)
Fremgangsmåde: Slå (48)64 masker op og strik ret. Når arbejdet måler (12)13 cm, lukkes (8)10 masker af i hver side = (32)44 masker tilbage. Fortsæt over disse masker til arbejdet fra opslagskanten måler (18)28 cm. Strik (2 ret, 2 ret sammen) pinden ud = (24)33 masker tilbage. Strik 2 pinde uden indtagninger. Strik (1 ret, 2 ret sammen) pinden ud = (16)22 masker tilbage. Strik 2 pinde uden indtagninger. Strik 2 ret sammen pinden ud = (8)11 masker. Strik 2 pinde uden indtagninger. Klip tråden. Lad en passende ende hænge til at sy sammen med, træk den gennem de resterende masker og træk sammen. Hæft enderne godt og sy hjemmeskoen sammen på oversiden - de (8)10 aflukkede masker øverst skal ikke sys sammen, men bukkes om på retten.
Jeg har filtet mine futter 2 gange i vaskemaskinen ved 40 grader. Prøv dig frem.


Af 6 nøgler garn fik jeg et par hjemmesko til mig selv og et par børnefutter. Skal futterne filtes brug ikke superwash garn. Garnet har fået en behandling, så det IKKE filter.

Jeg mangler at putte latexgummi på fodsålen, så jeg ikke skrider. Der kan hækles blomster til pynt.

Glæder mig til at tage dem i brug i sommerhuset.

Ingen kommentarer: