Sider

søndag den 29. juni 2025

Portugisiske fisk

 

Jeg har broderet 2 portugisiske fisk med korssting. Mønstret har jeg købt på nettet. Jeg har brugt rester af amagergarn og aidastof. Jeg havde helt glemt hvor hyggeligt det er at brodere korssting.

Jeg har monteret dem som fisk til at hænge. Det var et pillearbejde at få det gjort, men det lykkedes til sidst.

Til bagsiden har jeg brugt bomuldsstof og som strop er brugt silkebånd. Alt sammen noget jeg havde i mine gemmer.

Tips til monteringen.

Klip fisken og bagbeklædning ud med 1 cm sømrum. Klip hak hele vejen rundt om fisken også på bagbeklædningen. På forsiden: buk sømrummet om på bagsiden og ri det fast. Pas på ikke at komme for tæt på kanten. Hakkene i kanten gør at de buede steder ikke bliver for stramt.

Læg bagbeklædningen på og buk sømrummet ind. Sæt nåle i efterhånden. Fyld bamsefyld i fisken efterhånden som der bliver syet sammen med små sting. Sæt stroppen fast ved munden og sy med små sting.

tirsdag den 24. juni 2025

Broderi på en kasket

Jeg har broderet lidt på en kasket til min kollegas søn. Han er blevet færdig med HF-søfart. Kasketten er for sjov.

Først skrev jeg hans navn med blyant i kalligrafi.



Det blev overført til kasketten med frixion pen og til sidst broderede jeg det med kontursting - 2 tråde amagergarn i nålen. Jeg har ikke brugt syramme.

På den rigtige HF-søfartshue er der et bånd med signalflag. Jeg synes de skulle med på kasketten. Til signalflagene har en riet stramaj på, så jeg kunne brodere flagene med korssting. Ligeledes som bogstaverne er flagene syet med 2 tråde amagergarn.


Jeg har hørt at han blev glad for den.

søndag den 15. juni 2025

Red garnresterne

 

Jeg har fået ryddet op i nogle af mine bomuldsgarnrester og fra de andre deltagere i håndarbejdscafeen modtager jeg deres garnafklip og små nøgler af bomuld. Ud af disse garnrester har jeg hæklet et spraglet håndklæde i granny stripes. Find opskriften her.


Tips til at hækle med mange farver:
  • Synes du det bliver for spraglet, hækl en grøn række (tænk på blomsterne: hovedet kan være i mange farver, stænglen er altid grøn). Det giver ro til alle farverne.
  • Hæft enderne undervejs. Se her hvordan jeg gør i granny stripes.
  • Har du mange små garnrester, hækl til nøglet er brugt. Prøv at begrænse farverne til 3 på en række.
  • Kig på hvilke farver der passer sammen f.eks. rød/pink/orange, lilla/gul, rosa/pink, turkis/gul, rød/blå/gul. Grøn passer til alle farver. Brun kan også noget med mange farver. Det giver ro til alle farverne.
  • For at "samle" håndklædet har jeg først hæklet en omgang fastmasker og bagefter en omgang krebsemasker (krebsemasker hækles som fastmasker men hækles fra venstre mod højre).

Jeg håber du er blevet inspireret til at hæklet et håndklæde i garnrester😃.

torsdag den 5. juni 2025

En gammel hobby

Jeg startede som blåmejse d. 1. september 1969. En af spejderlederne arbejdede sammen med min far, så jeg fik lov til at starte før jeg var 8 år. For jeg ville være spejder og jeg har været det i mange år. Til møderne arbejde vi med alle mulige færdigheder så vi kunne klare os selv og vi tog bl.a. duelighedstegn. Et duelighedstegn er et stofmærke til at sy på uniformen når man har gjort sig fortjent til det. 

Til et af duelighedstegnene skulle jeg lave et herbarium af tørret blomster og blade. Der skulle skrives findested og dato. Det var på den måde at jeg lærte hvad blomsterne og træerne hedder. 

Jeg er blevet inspireret på Instagram til at dyrke denne hobby igen. Jeg har presset nogle vild kørvel blomster.




Jeg vil gå på jagt efter flere blomster og så må jeg se hvad det bliver til.