torsdag den 29. december 2016

Telefoncover

I december måned besøgte jeg julemarkedet i Rüdesheim. I en af boderne købte jeg et filtet cover til min mobiltelefon.
På den ene side
og på den anden side

Og nu ser det sådan ud
Jeg har broderet franske knuder og en edderkop i cirklen. Jeg har brugt amagergarn med 4 tråde i nålen til de franske knuder og til edderkoppen har jeg brugt 2 tråde.
Nu kan jeg kende forsiden. - Og jeg kan ikke lade være.

onsdag den 28. december 2016

Mit strikketøj i julen


Jeg har strikket for- og bagstykke til en Skappeltrøje. Ærmerne er hurtigt strikket, da jeg ikke skal have dem så lange - 30 cm. Jeg har haft garnet til at lægge i et stykke tid - dejligt at få det brugt. Jeg bruger det, som står i opskriften. For engang skyld har jeg fulgt opskriften, bortset fra ribkanten. Jeg har strikket 1 ret og 1 vrang. Det kan jeg bedre lide end 2 ret og 2 vrang.

Hvad strikker/hækler du i julen?

søndag den 25. december 2016

En julegave...

skrevet med kalligrafi.
Kladde
Digtet er skrevet af Benny Andersen.

lørdag den 24. december 2016

Julehilsen

Nu er det jul og jeg sender de allerbedste julehilsner til alle mine venner og bekendte.
Ha' en god aften.

søndag den 18. december 2016

Endnu en strikket klud

Materialer: 2 nøgle bomuldsgarn i hver sin farve (mørkegrøn og lysegrøn) fra Søstrene Grene
Pinde nr.: 3
Strikkefasthed: 24 masker = 10 cm
Størrelse: 28 x 28 cm
Mønster: 1 løs af, 2 ret = 3 ret, 3 vrang, 3 ret, 3 vrang, osv. pinden ud. Gentag pinden gennem hele arbejdet. Mønstret er deleligt med 6+3 masker.

Slå 69 masker op med mørkegrøn. Strik 1 pind i mønster med mørkegrøn. Skift til lysegrøn. Strik 2 pinde med lysegrøn i mønster. Forsæt med at strikke 2 pinde i hver sin farve. Strik til du har en firkant, som måler 28 x 28 cm. Slut med 2 pinde mørkegrøn. Luk af i mørkegrøn. Hæft enderne. Læg evt. kluden i kold vand i ½ time. Så suger den bedre.

God strikkelyst.

lørdag den 17. december 2016

Dessert på en lørdag

Jeg har i dag fundet opskriften på hjemmelavet mandel-vanillebudding. Det var i Desserter fra Brugsen.

I får opskriften, da kogebogen ikke kan fåes mere.

Mandel-vanillebudding
(4 personer)
½ stang vanille
½ l piskefløde
50 g maizenamel
4 spsk rørsukker
3 æggeblommer (gem evt. æggehviderne til kokosmakroner)
1/4 l mælk
25 g smuttede grofthakkede mandler

Tilbehør: Kirsebærsauce

Vanillestangen flækkes. Fløde og vanillestang koges sammen. Pisk maizenamel, sukker, æggeblommer og mælk sammen i en skål.
Hæld den kogende fløde i skålen under piskning og det hele kommes tilbage i gryden. Varmes op under piskning til det jævner. Gryden tages fra varmen. Vanillestangen tages op og mandlerne tilsættes.
Buddingen hældes i en skål og drys evt. med sukker for at den ikke skal trække skind.
Buddingen afkøles og stilles i køleskab i 2-3 timer til den er stiv.


mandag den 12. december 2016

Julesokker med snoninger

Jeg har strikket et par julesokker med falske snoninger.

Størrelse: dame
Garn: 100 g Fabel fra Drops nr. 106 - rød
Strømpepinde: nr. 2½
Mønster: Snoning uden hjælpepind
1. omgang: 3 ret, 2 vrang, gentag omgangen ud.
2. omgang: 3 ret, 2 vrang, gentag omgangen ud.
3. omgang: 1 maske løs af, 2 ret, træk den løse maske over de 2 ret, 2 vrang, gentag omgangen ud.
4. omgang: 1 ret, slå om, 1 ret, 2 vrang, gentag omgangen ud.
Nærbillede af mønstret

Slå 52 masker op og fordel dem på 4 strømpepinde. Strik 12 omgang med ret. På næste omgang strikkes 2 ret sammen, slå om, omgangen ud. Strik 11 omgang med ret. På den 12 pind tages 8 masker jævnt ud. Fortsæt med mønster 14 gange.

Båndhæl: Hælklap: Strik hælen på de 2 bagerste pinde (30 masker), mens de 2 andre pinde pinde hviler (30 masker). Der begyndes med hælklappen: I begyndelsen af hver pind tages der 1 maske løs af og klappen strikkes glat til klappen er kvadratisk ca. 30 pinde.

Hælindtagning: 1. p: 1 ret løs af, strik 19 ret, 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over, vend.  2. p: 1 vrang løs af, 10 vrang, 2 vrang sammen, vend. 3. p: 1 ret løs af, 10 ret, 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over, vend. Gentag 2. og 3. p til alle masser er strikket og der er 12 m på pinden. Strik 1 pind ret over de 12 masker.

Kile: Strik 15 m op langs med hælens kant. Strik p. 2 og 3. ret, strik 15 m op langs med hælens kant. Strik 6 m ret – fra hælen. Omgangens fordeling ser nu sådan ud efter at der er strikket masker op langs hælklappen: 21 (ret) +15(mønster) + 15 (mønster) +21 (ret). Strik igen rundt – idet kilemaskerne tages ind på hver 2. omgang i hælens 4 sidste masker (2 ret sammen og 2 vrang) og hælens 2 første masker (2 drejet ret sammen). Fortsæt til der igen er 15 masker på hver pind.

Strik nu foden indtil slutningen af lilletåen – prøv den helst på foden. Der strikkes nu tå. Stjernetålukning:  1. omgang: *4 ret, 2 ret sammen*, gentag omgang ud. 2., 3., 4., 5. omgang: ret. 6 omgang: *3 ret, 2 ret sammen* gentag omgang ud. 7., 8., 9., omgang: ret. 10. omgang: *2 ret, 2 ret sammen*. 11., 12. omgang: ret. 13. omgang: *1 ret, 2 ret sammen* gentag omgang ud. 14. omgang: ret. 15. omgang: *2 ret sammen* gentag omgang ud. Bryd garnet og træk igennem masker – hæft enderne og sy den øverste kant fast i den 12 række med kastesting (den række, hvor der blev taget ud).